Forfatterarkiv Admin

Sommerudstilling med aftenskolerne

HVIDOVRE KUNST planlægger en sommerudstilling på Hovedbiblioteket i Hvidovre i juni-juli.

Vores fokus er kunst og kreativitet skabt i forbindelse med undervisning på aftenskolerne i Hvidovre i efteråret 2024 og foråret 2025.

Vi vil derfor gerne høre fra underviserne fra de af jeres hold, hvor resultatet er kunstværker eller
kreative arbejder. I den forbindelse er det vigtigt, at der er tale om arbejder, der ikke er kopier af
forelæg.

Udstillingsgenstandene hænges op på vægge/spanske vægge, sættes i montre høje/lave eller på
podier.

Transport, ophængning/opsætning samt pladsen til holdets værker aftales med de enkelte
undervisere og HVIDOVRE KUNST.

Transport og forsikring af værkerne er deltagernes eget ansvar.

Opsætning/ophængning: Onsdag den 11. juni 2025 kl. 15-18
Fernisering: Fredag den 13. juni 2025 kl. 15-17
Nedtagning/afhentning: Torsdag den 31. juli 2025 kl. 16-17

Hvilke typer af hold vil vi umiddelbart prioritere:
– Male- og tegnehold
– Keramik og stentøj
– Smykkefremstilling
– Design og syning

Der vil evt. kunne aftales at musik/sang kan opføres i forbindelse med ferniseringen.

DOWNLOAD TILMELDINGSLISTE FOR VÆRKER (PDF)

Vi holder et informationsmøde på biblioteket, når vi ved, hvem, der deltager.
Kontakt Lene Andersen, tlf. 5130 9120 eller Birgitte Munch-Petersen, tlf. 26331010 for at aftale
nærmere. Eller skriv til Mail: hello@hvidovrekunst.dk

Bedste hilsner
HVIDOVRE KUNST

10. april 2025: Kom med til generalforsamling

10. april kl. 19.00 afholder HVIDOVRE KUNST den årlige generalforsamling – denne gang i Strungesalen i Kulturhus Risbjerggaard. Generalforsamlingen efterfølges af lodtrækning, hvor vinderne kan vælge mellem den indkøbte kunst fra det seneste års udstillinger.

Se dagsorden og indkaldelse her.

4. april 2025: Når menneskelivet tegnes på kort

Tegninger af mennesker på gamle gulnede sø- og landkort er centrum for den kommende udstilling på Svalegangen med den lokale kunstner Mette Tangaa-Andersen, der kan ses fra den 4. april på Kulturhus Risbjerggaard, hvor udstillingen åbnes med en fernisering fra kl. 16-18.

Mette Tangaa-Andersen er gift med Morten, og sammen har de Christine på 20. De har boet i Risbjerg-kvarteret i knap 20 år. Før boede Mette og hendes mand i Californien i otte år, hvor hun stykkede sin egen kunstneriske uddannelse sammen, arbejdede fuld tid med kunst og havde atelier. I dag er hun uddannet billedkunstlærer, arbejder på Christianshavns Gymnasium på deltid og er udøvende kunstner resten af tiden.

– Mine værker handler om at være menneske: Om hvordan vi forandrer os fysisk og psykisk af forskellige årsager i løbet af et liv, imens verden omkring os også forandrer sig og kræver vores opmærksomhed og energi. Skifter vi kulør for at overleve ligesom kamæleonen, eller lader vi udviklingen og det foruroligende skylle hen over os? Hviler vi nok i vores særegenheder og lytter vi til stilheden i os selv, selv om verden larmer? 

Mette Tangaa-Andersen arbejder for tiden med tegninger på gamle, gulnede søkort og landkort, der emmer af historie, og som tilfører værkerne spændende betydninger og lag.

Udstillingen med Mette Tangaa-Andersens sø- og landkort kan ses på Svalegangen fra den 4.april og frem til 1. maj. Der er fri adgang i Kulturhus Risbjerggaards åbningstid.

Foreningen HVIDOVE KUNST, der står bag udstillerne på Svalegangen, opfordrer andre lokale kunstnere til at henvende sig, hvis de er interesserede i at udstille.

Følg Mette Tangaas kunst på Instagram