Kategoriarkiv Tidligere aktiviteter

1. juli 2024 : Udstilling af værker og fotos fra ARTpoteket

Genoplev ARTpoteket i sommerferien!

Årets vildeste kunstprojekt – ARTpoteket på det gamle apotek ved Friheden Station – kan nu genopleves på en frisk udstilling på Hovedbiblioteket fra den 1. juli og hen over sommeren.

HVIDOVRE KUNST, der stod bag projektet, har samlet udvalgte værker fra projektet og udstiller dem sammen med fotos, der dokumenterer processen med skabelsen af det fælles værk.

I kunstugen fik ARTpoteket blandt andet besøg af unge fra flere af byens ungdomsklubber, forældre med børn, ældre og unge, graffiti-malere og mange andre, der gav en hånd med kunstværket.

Maling, redskaber, drikkevarer, frugt med mere var sponseret af lokale virksomheder og private.

HVIDOVRE KUNST vurderer, at op mod 600 personer deltog i ugens løb.

Udstillingen kan ses i indgangshallen på Hvidovre Hovedbiblioteket fra 1. juli, og der vil være mulighed for bl.a. at væve videre på et stort billedtæppe, som er taget med fra ARTpoteket.

Fotos: Michael Aage Jensen.

23. maj 2024 – Tegn croquis med Hvidovre Kunst

HVIDOVRE KUNST og Kulturhus Risbjerggaard er gået sammen om tre croquis arrangementer i foråret. Det næste finder sted torsdag den 23. maj fra kl 19.00 til 21.00 og foregår i Strungesalen på Kulturhus Risbjerggaard.

Croquistegning er skitsering efter levende model uden tøj. Modellen skifter typisk stilling efter nogle minutter, og så starter man forfra på en ny skitse.

Til kunstarrangementet vil deltagerne få mulighed for at tegne skitser af en erfaren croquismodel, som er booket til lejligheden. Arrangørerne håber, at dette nye initiativ kan lokke Hvidovres mange kunstinteresserede til at fatte blyanten og komme i gang med at skabe lokal kunst. 

Croquis-aftenen er for både øvede og begyndere, og deltagerne skal selv medbringe tegneredskaber. HVIDOVRE KUNST anbefaler, at man medbringer tegnebræt (eller stiv tegneblok), a3-papir, grafitstift eller blyant (2b-6b).

Det koster 75,- kroner per gang at deltage inkl. kaffe og kage, og tilmelding sker på Risbjerggaards hjemmeside.

Glæd dig, for til efteråret vil HVIDOVRE KUNST igen stå for en række croquisaftener.

Generalforsamling og lodtrækning

HVIOVRE KUNST afholder sin ordinære generalforsamling den 25. april – denne gang med et stort smil på læben.

”Det seneste år har været godt for vores kunstforening. Vi har oplevet vækst både i medlemstal og i aktiviteter. Derfor glæder vi os til generalforsamlingen, som er en festdag for vores forening,” siger formand Bjarne Agerlin, der genopstiller til bestyrelsen.

I alt er fire pladser i bestyrelsen på valg, og efter generalforsamlingen trækker vi lod om tyve kunstværker blandt foreningens medlemmer.

Se indkaldelse til generalforsamlingen her

Se den indkøbte kunst, der bliver udloddet