Kategoriarkiv –

8. maj 2025: Kunstner med international baggrund indtager Hvidovre

Fra den 8. maj står HVIDOVRE KUNST bag en ny udstilling med den internationale kunstner Anastasiia Lodde, der er bosat i København.

Udstillingen består af en række farvestrålende malerier og skitser fra Anstasiias Loddes helt eget univers, og værkerne kan ses i Hovedbibliotekets hall og cafe.

Anastasiia Lodde udforsker i sine malerier komplekse begreber som identitet, migration og modstandskraft – emner, der både er formet af hendes personlige erfaringer og større historiske fortællinger.

Hun kommer fra en ukrainsk-estisk familie i det sydlige Rusland og bærer på en arv af historier fyldt med magi, samfundsmetaforer og kulturelle konflikter. Med en baggrund indenfor genetik, og hendes immigration til Danmark i 2019, har Lodde fået et nyt perspektiv på sit tilhørsforhold og forandringer, hvilket har ført hende til at omfavne kunsten som både et tilflugtssted og et værktøj til undersøgelse.

Hendes visuelle sprog trækker på surrealistisk symbolisme – fisk, cykler og huse – som tilbagevendende motiver, der repræsenterer fordrivelse, hukommelse og kontinuitet. Hun integrerer objekter fra sovjettiden, slaviske tekster og fragmenter af hjemligt liv i sine malerier for at skabe en følelse af både tab og genopbygning. Disse symboler og objekter fungerer ikke som nostalgiske referencer, men som vejskilte, der stiller spørgsmål ved udholdenhed og modstand i mødet med glemsel.

Udstillingen med Anastasiia Lodde har gratis adgang og kan ses på Hvidovre Hovedbibliotek frem til den 5. juni.

HVIDOVRE KUNST afholder en fernisering torsdag den 8. maj kl.19-21. Alle er velkomne og der vil som sædvanlig være en gratis forfriskning til medlemmer af foreningen.

Læs mere om Anastasiia Lodde her på hendes hjemmeside

FFølg Anastasiia på Instagram

Croquis med HVIDOVRE KUNST

HVIDOVRE KUNST og Kulturhus Risbjerggaard fortsætter samarbejdet om yderligere croquis arrangementer i efteråret 2025/forår 2026. 

De foregår alle i Strungesalen på Kulturhus Risbjerggaard kl. 19 til 21.

Se datoerne og reserver dagen – billetsalg åbner senere.

11.9.2025
22.10.2025
12.11.2025
22.1.2026

Det koster 75,- kroner per gang at deltage inkl. kaffe og kage.

Om croquis-arrangementerne

Croquistegning er skitsering efter levende model uden tøj. Modellen skifter typisk stilling efter nogle minutter, og så starter man forfra på en ny skitse.

Til kunstarrangementet vil deltagerne få mulighed for at tegne skitser af en erfaren croquismodel, som er booket til lejligheden. Arrangørerne håber, at dette nye initiativ kan lokke Hvidovres mange kunstinteresserede til at fatte blyanten og komme i gang med at skabe lokal kunst. 

Croquis-aftenen er for både øvede og begyndere, og deltagerne skal selv medbringe tegneredskaber. HVIDOVRE KUNST anbefaler, at man medbringer tegnebræt (eller stiv tegneblok), a3-papir, grafitstift eller blyant (2B-6B).

For alle kunstinteresserede

En forening for dig, der interesserer dig for kunst, både som udøvende og kunstnyder.

Du kan blive medlem for kun 300 kroner om året og deltage i alle vores arrangementer – fra ferniseringer, over lokale kunstworkshops til besøg hos kunsterne og udstillinger. Ofte får du desuden en gratis forfriskning, som andre skal betale for.

Du kan også deltage med dine værker på vores årlige “Medlemmernes Udstilling”, og du har mulighed for at vinde den indkøbte kunst ved lodtrækning i forbindelse med den årlige generalforsamling i april.

Meld dig ind nu og vær med næste gang, vi trækker lod.