Sommerudstilling: Hele denne sommer kan du opleve værker af Hvidovrekunstneren Idunn Sommer Hviid i forhallen på Hvidovre Hovedbibliotek. Hvidovre Kunst åbner udstillingen med en fernisering mandag den 29. juni kl. 19.00, hvor alle er velkomne.
Idunn er 37 år og har malet siden hun var barn. Kreativitet har altid fyldt meget, og Idunn var den, der kom på de lidt skøre idéer, tegnede, byggede ting og hele tiden havde gang i nye projekter.
For seks år siden flyttede hun til Hvidovre med sin mand, deres to børn og hund. Til daglig arbejder Idunn med digital marketing i en større bank, men kunsten har altid været en vigtig del af, hvem hun er.
“I dag er maleriet både min passion og mit frirum. Jeg er særligt tiltrukket af geometriske former, og de går igen i mange af mine værker. De seneste år har jeg brugt meget tid på at udvikle min teknik og eksperimentere med farver for at finde et udtryk, der føles som mit eget.”
“Det, jeg bedst kan lide ved at male, er processen – at starte med et tomt lærred og se noget vokse frem lag for lag. Nogle gange har jeg en klar idé, inden jeg går i gang, og andre gange opstår værket undervejs.”
“Jeg glæder mig meget til at udstille hos Hvidovre Kunst. Det er en særlig oplevelse at få mulighed for at vise mine værker frem i lokalområdet. Jeg håber, at mange vil lægge vejen forbi hovedbiblioteket og opleve værkerne med deres egne øjne.”
Udstillingen åbner med en fernisering mandag den 29. juni fra kl. 19.00 til 20.30 og kan ses i forhallen til biblioteket frem til den 31. juli.







Share this content: