Maleren Charlotte Hjelholt udstiller i kunstforeningen HVIDOVRE KUNST fra 20. maj og frem til udgangen af juni i hallen og cafeen på Hvidovre Hovedbibliotek. Kom med til fernisering den 20. maj kl. 16:30-18:30 – alle er velkomne
Kunstneren Charlotte Hjelholt er oprindeligt uddannet tekstildesigner, og det ses tydeligt i mange af hendes værker, hvor kærligheden til materialet, stofligheden og strukturen har fulgt hende livet igennem i karrieren som kunstner.
”Jeg udforsker fortsat nye tekstile teknikker i mit kunstneriske arbejde. For eksempel i mine skulpturelle ”netværker”, hvor jeg arbejder jeg med form og bevikling med papir og plast, så materialerne omdannes til nye organisk inspirerede objekter. Det er et tidskrævende, mediterende håndværk.”
I Charlotte Hjelholts malerier, som der vil være en del af på udstillingen hos HVIDOVRE KUNST er naturen den gennemgående inspirationskilde. Hun er fascineret af den naturlige verdens magt til altid at forbløffe: en svamp i skoven eller skyerne på himlen bliver fremmede og fantastiske, når hun fordyber sig i dem.
”Samtidig er jeg også inspireret af naturens store kontraster. For mig dukker de for eksempel op i fuglesangen over en mudret mose eller i et spinkelt ahornfrø, der rummer livets urkraft.”
I maleprocessen bearbejder Charlotte Hjelholt frit sine oplevelser i naturen, både tæt på, med inspiration fra plante- og cellestrukturer, og på afstand, i abstraktioner over lys, vejr og landskaber.
”Jeg lægger vægt på, at håndens og kroppens bevægelser kan læses i penselstrøgene, så tilblivelsen er synlig i værket. Derfor arbejder jeg også ofte med mange underliggende lag, så en slags tidsaflejringer bygges op i processen. Noget træder frem, andet går til grunde.”
Udstillingen med Charlottes Hjelholts værker har fernisering på Hvidovre Hovedbibliotek onsdag den 20. maj kl. 16:30, hvor alle er velkomne. Udstillingen kan ses frem til 27. juni 2026.














Share this content: