1. december: Unge fra Køgevejens Ungdoms udstiller billedkunst i Kulturhuset

Børn og unge fra Køgevejens Ungdomshus udstiller i december en række nye værker på Svalegangen i Kulturhus Risbjerggaard.

– Igen i år har vi fået mulighed for at udstille vores værker på Risbjerggard. Det er vi superglade for, da det giver vores børn og unge lov til at udfolde deres fantasi og kreativitet endnu mere,” siger Christina Hansen, der er pædagog i Køgevejens Ungdomshus.

Det er anden gang, at de unge kunstnere fra Køgevejens Ungdomshus viser deres værker frem for Hvidovres borgere. I år er det primært pigerne i aldersgruppen 10-14 år, og nogle enkelte af ungdomshusets ældste medlemmer, der bidrager til udstillingen. 

Udstillingen er et led i samarbejdet mellem HVIDOVRE KUNST og kulturhuset, om at give unge lokale kunstnere en udstillingsmulighed, der ellers kan være svært at finde.

Vi håber, at både familie, venner og mange andre borgere i byen har lyst til at kigge forbi udstillingen og se den friske udstilling. Måske er det nogle af fremtidens stjerner, der udstiller her, siger Michael Aage Jensen fra HVIDOVRE KUNST.

Udstillingen kan ses i Kulturhusets åbningstider frem til jul.

Share this content: